Arkitekten som designer
Hadi Teherani om individualitet, stil og tærskelen

Industri- og interiørdesign har siden begyndelsen af den moderne tidsalder ikke blot spillet en særlig rolle som inspirationskilde for arkitekter, men har også været et arbejdsområde, hvor de konsekvent har kunnet fortsætte og videreudvikle deres arkitektoniske ideer. På denne baggrund kan det ikke overraske, at Hadi Teherani som en af Tysklands mest succesrige arkitekter (BRT) allerede i en rum tid har været aktiv som produkt- og interiørdesigner.
> www.haditeherani.de
Hr. Teherani, set i lyset af designets betydning for den moderne tidsalders arkitekturhistorie, hvilken rolle kan designet efter Deres mening spille for nutidens arkitektur?

„For mig er det ikke tilstrækkeligt blot at definere en bygning og dens rum. Jeg ønsker at have indflydelse på den arkitektoniske atmosfære, på menneskenes emotionelle binding til deres omgivelser. Men det kan jeg kun, hvis jeg tilbyder mere end selve rummene. Jeg ønsker at fortsætte min arkitektoniske ide ned til den mindste detalje ved at indrette og udstyre rummene. Hvis jeg vil skabe et perfekt rummiljø, er jeg også nødt til at beskæftige mig med gulvbelægningen, møblerne, ja sågar med testellet eller blomstervasen. Kombinationen af arkitektur og design er for så vidt konsekvent, allerede Bauhaus-skolen så heri den eneste vej til at gøre boligen, arbejdspladsen osv. til et komplet kunstværk. Denne vej er også for nutidens arkitektursprog stadig den eneste overbevisende, når det er et spørgsmål om at opnå det bedst mulige resultat i henseende til design og miljø.“

Hvilket projekteringskoncept ligger til grund for den bygning og dennes indretning, som er projekteret specielt til Deres designafdeling?

„Bygningen i Hamburger HafenCity, hvor vort designfirma har til huse i den underste etage, er primært et boligkompleks opført iht. vor home4-typologi. Det vil sige, at vi etagevis søger at realisere ideen om et enfamiliehus. At bo midt i byen, men med alle enfamiliehusets fordele blot med noget mindre have- eller terrasseareal. Vor arbejdsplads for design ligger således i centrum af begivenhederne, midt i et pulserende og særdeles stimulerende miljø ved vandet. Sammenhængen mellem boligens og arbejdspladsens arkitektur og byen er som helhed overordentlig nærværende. Det vigtigste ved denne placering var for mig den umiddelbare nærhed til alle bylivets og hverdagens udfordringer. Samtidig reflekterer indretningen og opdelingen af vort kontor også arkitekturens givne forhold.“

Facaden på Deres nye firmadresse viser, at design og arkitektur kan danne en enhed. Markante hvide bånd opdeler bygningen og kontrasterer med vinduesindfatningernes sorte bånd. I indgangspartiet er der indbygget et Video-dørtelefonanlæg fra Siedle. Hvilke egenskaber skal et designprodukt besidde, for at det harmonerer med Deres arkitektur?

„Arkitektur manifesterer, tilsigtet eller utilsigtet, en specifik rumopfattelse. Hvis der ønskes en harmonisk helhed, fordi mennesker kun under disse omstændigheder føler sig emotionelt godt tilpas, må der ikke være konflikt mellem arkitektur og design. Hvad ligger altså nærmere end at kombinere begge arbejdsopgaver i en og samme person. Det er ganske vist en forudsætning, at allerede den arkitektoniske projektering indbefatter den emotionelle og miljømæssige dimension for den konkrete senere benyttelse. Denne emfatiske forståelse for arkitekturen, som orienterer sig helt og holdent efter mennesket, er givetvis endnu ingen selvfølge.“

Tærskel og indgangsparti giver Deres besøgende og kunder det første indtryk af Deres virksomhed. Hvorfor besluttede De som designer og arkitekt for et allerede eksisterende produkt og designede ikke selv en egenkreation?

„Det at udvikle et eget produkt er kun tvingende nødvendigt, hvis markedet ikke kan tilbyde noget, der passer til den aktuelle arkitektur. Og dette ganske uanset, om det drejer sig om det tekniske eller det æstetiske. I dette tilfælde var jeg naturligvis meget glad over ikke selv at skulle udvikle et produkt. For det er helt sikkert ingen let øvelse at anbringe så megen teknik inden for så kompakte mål og samtidig bibeholde et så sagligt og professionelt look. På designområdet har jeg langt mere presserende opgaver at tage mig af. Man behøver jo ikke beskæftige sig med opgaver, som allerede har fundet deres perfekte løsning.“

© 2020 S. Siedle & Söhne OHG
TOP